Et sidste Lidelses Qvin flærres hist af vældige Skoguls Uvær,
til Slagmark rinner Hugghav naar Glavinds Higen hvile maa
Mod Frænders Skiød for Baner at melde de intet længer ere,
thi disse skal Færden til Hvergelmes Bredder afskyelige gaa

"Dagr myrkvar ok dóttir míkil NQrvis er fQlr,
kyrr krefjar hon til víss um lif yðar at ráða;
flóð fleina - sára orns nautr eigi lengra átti,
ok kvennskikkja kallaði á Þér af Helvegum"

Af Helvegum

Skiønt for Svig ved Drot forkiært eders Lagnad age skal,
der Gjóll rungende hamrer grumt efter disse Mænd bange
Bi Angerbodas Datter at giæste i Eljudne, forblommet Sal;
Ganglot ledte til Fordømtes Gilde ved Hungerstider lange

"Dagr myrkvar ok dóttir míkil NQrvis er fQlr,
kyrr krefjar hon til víss um lif yðar at ráða;
flóð fleina - sára orns nautr eigi lengra átti,
ok kvennskikkja kallaði á Þér af Helvegum"

Hnigin er Helgrind!

Af Helvegum
Þangat æðra er

Thi en Tørst; giv mig noget af hin brændende Børst!
Idelig higende efter at druknes i udhungrende Qvider
Lav Felen spille til Dans; Piger yndige jeg giver min Ans
Ingerid, ingenlunde skal De nemme just hvor jeg lider

Til Helved med Aslak Smed
og jer Lunde-Bærmer med,
der stummes i Hvisken og Nid
Paa hin Tun hvo Dansen stod
voldes nu mit vaage Taalmod
Leiten er nær; velende I ere,
Faafængt at begiære min Grid!

Ingen Pige velig bestrider en gyntsks for en graanets Haand
O, Ve og Lede; finnes her nogen yndige der kan volde Mon?

Aat Gildes Tun blandt Hedalsfolket en Mø forkunn
lod mig Hægstadbondens Datter blindt forsømme;
for dit Leie kan jeg nys komme i sortladen Lys,
thi over Mulmets Varulvham dit Blod at tømme!

Brudgommen tryglende om
hans saa kiærkomne Blom
jeg fra Stabbur skulle hente;
"Ingerid vil ei paa Laasen lette
Klarer De bedaare hin Kiætte,
vil De faa een Stud til dit Traa
om De mi Ingerid vil hente!"

Saa svandt Peer; blottet for Tilsyn noget mer
hvorimod Tunet i Argskab skaaldet livlig op
Men nu op i Skrænten steil de skielnet ham;
og over hans Skulder; unge Ingerids Krop!

Knoger hvidnes i Avind, der sværtes balstyrig hin
Smeden attraaende efter eders Skiærsilds Hier;
hvor Hinmanden selv giør op jer Bod i idel Bel,
dog een ung Mø i hint Hurlumhei siauende tier:

"Vil min Peer da attende
til mig saa trofast vende?
Hengiven skal jeg nu li,
og aldrig til nogen anden
søge Trøst; Vaar og Høst
venter jeg dig for al Tid"

Kom til mín
Heyrðu sál mína kalla
Stend i skuggunum ok bíð
Eftir þér

Komþú, taktu mik með
Rikið mitt bíðir
Ek þrái þinn líkama
Augu þín brosa - hendumar skelfa - komþu!

Komþu maður, komþu til mín
Allt mitt getur orðið þitt
Komþu madur, komþu til mín
Ek em allt sem þu villt fá

Kastaþu frá þér lífi þínu,
þinn sársauki ok veikleiki
Leyfþu mér að sýna þér hvat gleði er
Yfir Gjoll við vöndrum

Ekki berjast i mófi mér -
Ek véit þu vilt mik
það er ákveðíð, þínn örlög em ék
Komþu, komþu med til Helheims

Komþu maður, komþu til mín
Allt mitt getur orðið þitt
Komþu maður, komþu til mín
Ek em allt sem þu villt fá

I begsorte Fieldkamre bløde, hvor Myriader af Øine vil gløde
over kristenblodig Hold forkunn til hin vordende Sod og Sø
Bragt til Rondefolkets Herskab, saa mellem Afaat og Troldskab,
stiller Aases Enbaarne hen om at ægte Trolddrottins fagreste Mø

I utaalelige flærrende Hyl, qvinende Jammer,
hungrende Troldbørn legende ham rammer:
"Flærr ham, bid ham, skiær ham, riv ham,
lav os bryde disse skrøbelige Ribben an!"

Fra Bjergthronen vældig fornemmer
De fortrolige Broses kløgtige Tale:
"Forhenværende Drot nu attraar efter en
thi vaares beslaatte Æt at se til
Der er intet Skilnad mellem Trold og Mand,
skal Søn prud bære Hale,
med de Tilsagn skiænkes min Datter
og halve Troldriget i medgift dertil;

Hvad udenfor Rondernes Grænser, sværg De aldrig mere enser,
thi at kræve min Datters Gunst Dagslys væmmelig skal De sky
Blivende Herre over min Flok; Peer, vær Dem selv - nok!
Skiære Dem i Øiet skiævt saa alt Dem gildt tykkes i dunkel Vy"

"Drukken Galmands Snak; at flærre Øiet et Hak,
intet længer begiærende at raa over et Troldpak"
"Min Peer, forsøm mig dog ei, thi før Aaret lier
med Eders daarende Attraa mit Nors Far De bliver"

"Løgn!
Aabne Rondeporten, slipp mig hen ud!
Løgnagtig er Førkiens utaalelige Sut"

I Broses brændende infame Foragt
over Hvad der Peer dog haver sagt,
for tusind hungrende Troldbørn
ham ubønhørlig saa bliver bragt:

"Flærr ham, bid ham, skiær ham, riv ham,
kast hans skrøbelige Skrot inn i Bjergvæg!"

Bag Skindskov et Grin af Malice
blottes over hin arrede Facade
Naar Hingsten over Hav uden Lise
færdes thi Krists Guld at lade

Over Hav det færdes,
der Enker atter forfærdes
Farleis Ende nu i Havn
med Dødens Hærtog i sitt Favn

Hvor dierve Mænd fraader i Galskab
og dækker hint Land med Blod,
skal Ilden galei i Bævens Drab
over hint Land hvor Solen stod

Domine, te appellabam
Domine, audi curam nostram
Domine, vide operem mortis
Cantant inferi lucto patris

Domine, te appellabam
Domine, te appellabamus

I Silhouetter fra Dørgløten skimtes
grave Mænd i Hin stolte Jarls Klæder,
og Værger vil drikke dybt af Norges
høibaarne Æt og De fortrolige nære
Jarlens Henseender ere klare;
Hin vordende Thronarving er begiæret død;
atter skiærer bistert Staal giennem Qvin
... og Noret dræbes i Morens Skiød

I Oblivion vil Nederdrægtighed spire
I Oblivion Efterbyrden skal vansire
De haver ingen Kunden om Gammel Barselssed
Saa lagnadstung denne Dag; akk, hin Barselssed

Noget Utyske vanhelsige
spiætter mellem Dauskrotter
og hviner efter Afaat hæslige,
der saa frigid i Kiøldens Bryst
blir eders Livskraft deprivert
thi at dulme sveltende Lyst

Utysket hinsides Taagen vældige svandt
vendt mod Nord, mod Aftensolens Rand
hen ifra en tilforn Kongsgaard vakant
Saa kom Pesten over Hint ganske Land

Langs Alfadervei og Grænder ligger Folk i Sygdom svøbt
Bag Tomhets Aasyn raader Pinsler i Nederdrægtighed døbt

I Oblivion vil Nederdrægtighed spire
I Oblivion Efterbyrden skal vansire
De haver ingen Kunden om Gammel Barselssed
Saa lagnadstung denne Dag; akk, hin Barselssed

Henfalden jeg tæres hen
i ligesæl Stilfærdighed;
mit Kiød til dig er given
Favn mig i dit Malum
Drikk af svulne Vunder
Slit Livets Baand grum

Et forlorent Stille hviler over disse Lænder
hvor noget forbistret venter i Mulmet hen;
Agtende jeg færder med Værge i Hænder,
skiønt, ved et blot Von om at undgaa dem

Taagen rundt min Lagnad saa svinner;
favnet i Trolddoms infame Intermesso
Forenet i Vondske - alt mig i Hu rinner
Dimensioner hinsides vaares egen Realia

Op af Bisterlitiernets Bund
stiger nu tusindvis af Utøi;
se, Nivlheim-Portens Sund!
De vise har mig saa fortalt;
Naar Malices Yngler danser,
sort de haver Lagnaden malt

Min Kløgt forringes; i Oversanselighed svøbt
Fortumlet af Bævens Fabler saa lammende
Larmen af klaskende Fødder og Klør i Muld;
O, Spektakel, ophør! Rædsel saa lammende

Bisterliskovens Creaturer mig antræffer
og Grene forræderske mig bemægtiger,
Mine Øine! De bedrager mig! Skiær de ud!
Jeg saaledes min sidste Akt nu betræffer

Flygtende, med et vaagt Haab - faafængt
Jagtet ned fra alle Kanter - indestængt
I Bisterlihøens Juv min Historie endes:

"O, Smukke Død! Eders befriende Favn
Besørg nu min Familia, mit Altets Savn!
Vaag - thi jeg bodet med mit Corpus -
over de, der venter Hiemme til Huus

Lav mig se min Hustru og mit Nor
Lav hende høre mig i Vindens Sus
Lov mig at bringe mine sidste Ord
til de, der venter Hiemme til Huus"

Hin Æreskiændselens profane Scene belyst i Tusmørkets Skodde
hvoraf skaanselløst Evenement fugtige Øine atter hin maa beskue
Herre Odin, skiænk mig Vigør til et urokkelig Sind jeg her ei raadde
og forbarm hin Horg, bereist med mine egne Næver - nu i Lue

Alt nu fordærves af Hvide-Krist
Jærtegn paa hvad der skal gry
iagttag, vaares Tid svinner hen
Kiære Broder, Voluspaa sandes

Vargr i véum

Knælende henimod bebyrdet og ildsvien i Melankoliens idelige Baand,
ei kunne jeg fornemme Faren der min margstiaalne Skrot rammer;
Hint Banesaar der blev mig voldt ved Hvide-Krists pestsorte Haand
Nuets Græmmelse mig gav Forstand til at færdes i anselige Flammer

Alt nu fordærvet af Hvide-Krist
Jærtegn paa hvad der nu gryr
iagttag, vaares Tid er svunnet hen
Kiære Broder, Voluspaa er sandet

Vargr i véum

Et dystert Aasyn over emansipert Siæl jeg hæver
alterert af hint varme Blod i Sneen hen
i Sorgens Omfavnelse jeg knytter blodige Næver
under en graadende Himmel, kun een red Hiem

Thi Ginnunga-Gab staar over mig i Kvæld
og vred Tor harmer en rystende Moder Jord

Sværget ved Graven, min Viv
Blodhevn
Maatte jeg beskikke mit Liv
Blodhevn

For al Tid at erindre hvor De maatte lide
under Hvide-Krists Staal dit Liv om at bøde
ei lod konverteres, forgiæves skulle stride
følge dig jeg skal om Hel jeg maa møde

Hvor Nattens Fyrste trolig blaaser ud min Ild
jeg tørrer Hænderne for Dug, min faldne Bror

Sværget ved Graven, min Viv
Blodhevn
Maatte jeg beskikke mit Liv
Blodhevn

Vinden gialder forgylt mælt af vaare stoute Fædre
Hin Elegi svøber Maaneskin i Lød af Blod
Disse Faldne med Nidkiærhed jeg vil atter hædre
under reiste Stene til Ære de hviler i Ro

Oðinn sá ert á Valhall
Ek helga Nafn Þínn
Gef honum i sinum Harmi hans Lif,
sá vill hann Hemni getá.
Villir ek fara a Valhall -
eigi takit Þér Lif honum, vér min

Gef vit míkil Styrka a Jarðar ok a Valhall
Bloðhemnr - dú helðr oss frá Illu!"

Ek em eigi dauðr, min Bror
Ef ek finnr Banumanni min,
Þár mun ek láta Hring blóðrauðan
um Hals honum