Lænket i en verden af evig pinsel, sult og død

På gulv af ler, blod og skidt
Stolthed står for hån og mod går glemslens vej
Styrke svinder og sandheds sind syges

Kampvilje visner, fortvivlelse fæstnes

Efter lange nætter ni ord af ælde ytres
Et løfte fra tiden før tid
Givet med blod, aske og ild

For fremtids syn at sikre, kaldes I nu til dåd
Frænder af fortids fred ofret for fremtids frihed
Kom til live nu i den niende nat
For sent vil atternat være

Lad lænker ruste ind og træ rådne op

Lad mulden mand uden spor sluge
Synker ned til rådne rødder i jord

Lænker slipper blødende håndled og fødder
Krop kryber langs løbende vand ved mosen munder ud

Uset i måneløs nat
disen flugten ly giver
pinselssårs strømning af blod
stoppet af muggen mulds mos
Så kraften til kamp tilbage
vil komme til krigers krigslyst

Fjender af fortids gunst i mange år har hersket
Ukristent folk de med nid har underkastet
Ved denne krigers sind skal de styrte
For ved svig at lade stoltheden myrde

Af underjordisk pinekammer flygtet
Med livet i behold
Af gammel tro tre gange hjulpet
Tre gange reddet fra døden grum

Håbet om hjælp huskes men prisen betalt var dyr
Hundrede mænd med mod og ære
Nytteløst faldt en trofast hird
For hjem og æt at beskytte

Endnu en gang må aldrende æt sig rejse
Endnu en gang må krigere til kamp vækkes

Hadet til hvidekrists hær stadigt stærkt synes
Så ventende vejs vægt fortvivlelsen forviser
Til gammel frænde hans vej nu går
Med mindet om modstands mod

Knagende knogler til live kommer
kraftløse lemmer fra jord sig løfter
Mod fremtids sande skæbne

Med bølgende blods bæst i sveget sind

I forfædres fodspor han færdes
Til kaldet fra aners blod

Ved vestenvind vemods rejse begynder
Hævnen ham langt fra aners arne bragte

Men overmagt var for stor og svig alle vegne var
Hævnløs og uden hærmands hoved han vender hjem

Men med kristenblod på hånd
Det døde blik i kolde øjne vil en anden dag se , vil en anden dag se

For folk af tro har hjemegn taget og under fode trådt

Ættens gamle bånd stadig står
Og Arngrim alliancer ærer
Derfor slægtens stormænd søges skal
Og våben atter broderskab dannes

Men svig fra sine egne var ej ventet
Sandheds syn sig sænker
I kraftfuld kilde
Under gråvejr gammelt
Fremmed skue hjemstavn giver

Gensyns glæde gav efter for uærens glemsel
Korset landets folk har tvunget
At opgive gammel tro og
Gammelt venskab forkaste

Hvis ej under kors det æres

Arngrims æt nu ingen ære ejer
Andet ansigt anes
og med tåbens tunge tales
I kristen kåbe klædt så udåd retfærdiggøres kan
Under dække af godt ondt gøres mod fordums familie

Til tingsten der tages
Tid at dømme for drab
Ej mere er dette råd af de ældste
Men af frænder forvendte

Løfter og ord blæst bort
Med hvidekrists vind der narrespil nærer
Tolv falske mænd mod Arngrim mæler
om kristendrab i fremmed land

Slet mand han kaldtes hvis kristenjagt dengang ej sattes ind
og efter hævndåd hedensk morder han hedder

De var der ej selv men vanvidne værger
Taler til tinget med købte tunger
Deres skæbner forsegles med egne løgne
For om frænders falskhed høres ej forladende fortællinger

Til Arngrims forsvar tre hirdmænd ærligt taler
Mens vanvidners svøbe huskes
Ildåd mange mænd udførte for eget skinds skyld
og denne hird vil ej næste vinter vidne.

Forvist og fredløs
Fri men jaget
Uden straf kan myrdes
tingdømte mænd

Mønstring tages igen af Arngrims mænd
Mod nordøst skal findes fred
Frænder frie af korsets åg
Stændigt holder stand

Farlig færd i fjendeland føres
Natten aldrig ensom er
Ej heller bådsfærd af fødehavn ud

Med grådige øjne alle ser
På klæder, skib og gods
Alle var de frænder og sammen holdt
Af frygt for liv splittet og til forrædere forvendt

Langs fjordbred skibet sig sneg
Til Sveasundet sås
Nu er der ej langt igen

Selvom båndet ej af blod er bundet
Gør fælles fjende stærk
Korsets mænd er sejren nær
og gammelt gudehov snart over ende løbet

Forstærkning vil i god jord falde
Når Arngrim gennem fjendens linier bryder
Stille på vej spørges om sandhed
Er i gamle guder tro eller i hvidekrists vand dyppet?

Få om trods fortæller men frihed fås ej under kors
Så mange mænd mod åsen rider
Gamle kampfællers gensyn god lykke giver
Og troen på sejr sikres
Nu er der ej langt igen

Gennem underskov i tusmørketid
Fjender altid nær, evigt på vagt
Med rygge mod stammer ventes, sniges
Tiden at slå til er nu

Stille skarpe knive kaldes til gerning
Holdes for mund og skæres for hals
Tyst er skovmænds drift

Rundt om lysets lejr
Snaren strammes snildt
Frygtens råb fra bålet høres
Ventet var de ej

Alle vegne fra synes de at komme
Skønt de blot er få kæmper de for mange

Flere bål for silde tændes
Slagten sådan starter
Fanger til pæle bundet skæres fri
Og i kamp sig kaster

Døden var deres troede de
Da piskens stemme skarpe toner sang
Atter har de ånden fået
Og kan lede Arngrim til rette sted

Rundt om lysets lejr
Snaren strammes snildt
Frygtens råb fra bålet høres
Alle vegne fra synes de at komme
Skønt de blot er få kæmper de for mange

Morgengry i snehvidt klædt
Snart skal sejrsridt sande

Varsomt venter Daner på rette tid til gennembrud
et sidste stød mod hvidekrist så sagnrig side stolt kan støttes

Middagsstund i blodrødt badet
Snart skal kamphorn lyde

I vinters hvide kulde skal vasse våben varmes
Af blodet fra knægte der fortid forsager
Og frænder der falskhed forkynder

Aftenskumring i gråsort svøbt
Snart skal fred forvises

Flere fakler tændes og hornet lyder højt
Belejrerne ind i mørket lokkes
Deres sidste skridt gennem tågen tages
Og usle liv ender i fælder af snører, sne og træ

Dødens skrig høres
Når kødet kløves
Og store sår skæres
Af skovens egne våben

Midnatsslør med valkor bragt
Snart skal belejring brydes

Når alle snarer til hjælp har været
og fjender nok fra front forledt
Lyder hornene atter
Blæser til ilridt over værn og virke
Frænder der med vantro kigger på
Arngrims mænd med korsets hær i ryggen
Han vender flugt til angreb
Ved fælles front fordrives fjenden og nattens slag er ovre
Tilkende han sig og sine giver og sværger på sit liv
At hvidekrist fordrive