Pust til ilden • Og lad flammerne sprede# • Må mit ord herske • Og min magt forblive.
I Kongeborgens sale • Herolden får sit ord • Ud over bymuren det bredes • Til hver en mand i hans sogn.
Med vinden i ryggen Kongens bannermand rider i front • Mod det skovrige land – Et hedensk forfald.
Før daggry skovens forpinte sjæle skal udluge# • Ingen fodfæste ondskaben skal få.
I vinden fortabte skrig bæres • Blod på rytternes skjolde udtvære# • En umenneskelig klang forenes med træernes sang.
Blodmånens skær skovbunden nu bærer • Umættelige sværd igennem skovens færd.
I skovens sump mit sværd gennem tusinde væsener skærer • Jeg den stolteste mand – har kært min ære og mit land • Her ingen ondskab skal være • Mine øjne dette syn ej bærer • Forpinte sjæle jeg ikke længere hører • Mit sværd i jublen jeg hæver.
Min blodrus nu daler • Omkring mig tusinde lig falmer • Kun en enkel troldkællings gråd over sine børn i vinden høres • I hende en trist ung frøken jeg skuer • Men i fortvivlelsens blik af hendes hoved gik • Nu min bannerfører mig højlydt ærer • Og Tvivlen jeg ej mere bærer • I troldkællingens fald hun giver et sidste kald – Et grimt løfte der hendes sjæl skal trøste.

Rejs dig fra jordens sorte muld • Skabt af et sidste åndedrag • Flyv – spred dine vinger ud • Ðæk det ganske land • Opslug alt – Alt hvad der dit hjerte har pint • Ingen mand kan fæstne hans greb • Intet våben kan gennemtrænge din sjæl.

Łandets hånende latter vil tie • Når et sorgfuldt tab vidnes • Ład fortabelsen herske som den gjorde ved dit sidste pust • Må de ærefyldte skjolde nedbrydes • Til stoltheden må brydes • Svæv gennem skoven, marken og byen • Til du når de gamle bjerge • Ład din sjæl her hvile til menneskene vågner igen.

En undring vækkes i mit sind • Snart skal havets vrede fortære denne jord • Så længe jeg det åbne hav har skuet • Nu venter kun afgrundens flammehav • Blandt skygger og træer jeg tager min afsked • Aldrig mere jeg denne jord vil betræde.
Mine sejl er sat, nu forlader jeg dette sted • Vil min rejse til de dødes land starte her? Vand og ild mig venter, alt forstummes • Nu høres kun stilhedens susen.
Thi jeg er klar – mit sind er sat • Fra mastens top jeg skuer den mørke stjernenat.
Ðage, timer, nætter – flyder sammen til et • Mit mål mig ej nærmere, en førhen frygt vendes til vrede • Flammer og ild holder mig for nar • Spotter mig om dagen, svinder hen om natten, måneder væk.
|: Vinden farer vild • Blæsten hiver i mit sind • Frygter for den evige tåge • Tiden for mig står. :|
|: Tiden for mig står. :|

Oh hvilket oprør • Nu ser jeg havets vrede rejser sig • Med flossede sejl • Mørket gør sit indtog.
For evig længsel • Mod vindens kolde rasen • Åh hvilken frygt • Ðødens sorte ånde • Det mørke frygtsomme vand • Opslugt af intetheden.
For evig længsel • Alt er stille.
Åh nu ser jeg solens skarpe stråler • Skibets sagte knagen • Jeg mærker håbet stige.
For evigt • Vandets brusen • Łand mit øje skuer • Vindens susen • Tiden for mig står.

Den evige lov: Alt må falde • Under tidens plov skæres alle.
Kom! Forklædt i god tro, svig • Ræk din klo – trods længslens skrig • Ðrag mod mørket såvel fattig som rig • I sygdom, sult og tørke og i uhellig krig • Ðen Hvide Rytter rider enevældig • Selv den smukkeste ender affældig • Hvad nytter? For Ðødens Gom er alle lige • Af jord du kom – til jord skal du blive.
Kom! Fjenden i os selv • Som uhelbredelig sot • I et befæstet citadel • Hersket af en blind og døv despot • Ðen Ildrøde Rytter rider livet i kvæld • Sværdet helmer ej i dets stålsatte blót • Hvad beskytter? For evighedens aposteł er uendeligt større end den jordiske devot.
Kom! Til lands og i byer, sult • Ved den slagtedes brud på tredje segl • En grusom sandhed for folket gryer fuldt • Da hvert forsøg på høst slår fejl • Ðen Sorte Rytter rider sin negl langs hver en dør • Hverken adel eller bønder kan stilles mætte • Hvad nytter? For brønden spejler tør • Med vægten vejes de findes for lette.
Kom! Spred din sande dåd, pest • Åbenbar for hoben Eders kuldemagt • Bring os nær og fjern det levendes råd bedst • Medens vor blikke vendes bort i huld foragt • Ðen Blege Rytter rider med viljen kåd • Under leen stadfæstes den frydefulde jagt • Hvem lytter? For hovene drukner grådens røst • Og vintersneen daler – kroner værket fuldbragt.
Skrig blot mod både himmel og jord • Hvad end er gjort og sagt • Vi er kun med som gæst ved Ðødens bord – i uomgængelig arvepagt.

D et varsler ondt derude – Frygt og hævngær nager • Vi vil have hævn – hævnes det må • Vore dyr der svinder hen.
Ðet er hende den anderledes – den der er sær • Taler med dyr og planter • Der er ugler i mosen, det ser enhver.
En syndebuk skal findes – det er den eneste vej • Drevet af en ubamhjertig frygt, er menneskets natur så fej?
Kastet i et hul, sat bag tremmer • Afventer skæbnen de bestemmer • Drømmer mig tilbage • Mærker hvordan livet pludselig føles så kort.
Hvad har jeg dog gjort? I stjal min gård, min jord og alt • I siger jeg har forsaget min gud – Jeg har givet min sjæl til fanden.
Præsterne med deres parykker spytter og fråder af vrede • Udskælder og skammer • Troldkone, fornægter af eder • Truer med at skære min tunge af • Slikker sig om munden og roser hinanden for deres nidkærlighed.
Jeg tilstod blot for at få et øjebliks fred • Jeg tilstod kun af frygt for, at de skulle skære min tunge af.
Sætte den til skue til varsel for lige sind • Træd varsomt, thi naboen lurer • Hvis du vover en flirt med djævelen, ender du selv i alterets bål • For sent at begræde sin uskyld • ingen snert af formildende ord • Skidne klæder og tordnende øjne, serveret på bødelens bord • Kastes jeg skal – levende i ilden.
Et månestrejf kysser min kind • Ensom som ingen anden • Jeg længes efter skoven – længes efter hjem.
Jeg håber jeg afgår ved den kvælende røgs altomslugende og slukkende kraft • Fri mig for at mærke smerten, som en ild af tusinde sole der brænder mig op.

Den længste dag, den korteste og den sidste • Det bliver i dag jeg forlader livet.
Bødlen fører mig ud i dagens lys • Mine hænder er bundne bag min ryg • Jeg er fuld af frygt og går med trætte skridt • Mit blik er sænket for at undgå dit • Ingen formidlende blikke • Jeg skraber langs jorden som et dyr • Tilråb fra skaren der venter i spænding • Hvad vil der mon ske om lidt?
Jeg står bundet til en pæl i en rede af strå • Bålet bliver tændt • Jeg kan se ud over mængden • Se flammernes genskær i deres øjne – øjne fulde af frygt • Hvis de fortrød er det for sent nu • Jeg kan nu lugte røgen • Den svier i mine øjne fyldt med tårer • Nu slikker flammerne min krop • Der er ild i mit hår • Der lugter svedent og røgen er tyk • Huden falder af lidt efter lidt.
Lad dem varme sig ved bålet der næres af min krop • De stakler, lever i frygt for flygtig fred.
Vinden tager min aske med sig • Fjernt herfra jeg flyver • Bæres over fjerne lande over hav og dale.
Jeg er fri.